Pinlig situasjon observert på det svenske litteraturprogrammet Babel ikveld:
Ny ständig sekreterare i Svenska Akademin (de som gir ut Nobelprisen) intervjues i første del av programmet, i studio. Relativt ung mann (dvs 40), skarp og vittig osv. Cool, på kulturmåten. Han spørres bl.a. om sitt forhold til diverse forfattere, blir bedt om å velge mellom Hemingway og Proust, liker begge men velger Proust (JEG hadde likt ham bedre om han hadde valgt H). Etterpå kommer to nye folk til, kulturkommentarorer, en eldre dame og en yngre mann. Sekreteraren blir sittende, nå skal det handle om klassikere. Det pinlige oppstår når den unge mannen svarer på en bemerkning fra sekreteraren, og begynner å legge ut om SITT PERSONLIGE forhold til diverse av det som nå er etablerte klassikere. Mens han stirrer inntrengende på sekretären forteller han hvordan han nå, alle disse årene etter, faktisk gjenkjenner mange ting i, ja nettopp, PROUST (jag är nu på andra bindet - inneförstådd som vi i detta selskap är med att det finns sjhhu bind i Prousts stora, udödliga verk), og han ramser også opp hvilke ting han blir spesielt truffet av (LENGSELEN, KJÆRLIGHETEN). Hele tiden mens sekreteraren nikker høflig, og endelig (ENDELIG) avbryter med at "ja-a, det jag egentligen SA var ju nåt annat... nemligen at VI kann inte i vår tid avgjöra hvad som kommer bli en klassiker" --- Noe litt annet enn det den stakkars kulturstreberen hadde kastet seg ut i.
Bra program. Det er liksom stuerent i Sverige å være skikkelig kulturelitær. Ikke fordi jeg syns det er spesielt bra å være det, men morsomt å se.
onsdag 9. september 2009
tirsdag 8. september 2009
Om litteraturteori
Fra intervju med Tzvetan Todorov (bulgarsk-fransk litteraturviter) i Weekendavisen i 2007:
Han er "stærkt bekymret over, at litteraturen lever en skyggetilværelse som tvangsanbragt i en formalistisk ghetto. Han bryder sig heller ikke om, at den tekstsnære, strukturelle analyse er blevet en statsautoriseret pædagogisk metode, som alle landets skoler anvender. Og han har svært ved at forlige sig med, at litteraturkritikere over en bred kam holder sig for gode til at betragte tekst og verden som gensidigt forbundne størrelser og i stedet hæger om den litterære osteklokke."
"Jeg mener ikke, man skal bruge kostbar tid på at undervise i litteraturteori. Det er en kæmpe misforståelse, og jeg oplever, at alt for mange universitetsstuderende fortaber sig i de teoretiske tekster."
"Gør det noget, at studiet af litteratur bliver eklektisk? Litteratur er netop en sammenblanding af alt muligt. Lad os tage en stor roman af Dostojevskij. Den giver en sublim indføring i psykologiske, historiske, sociologiske og moralske spørgsmål og indeholder et væld af emneområder, som læseren skal forholde sig til. Skal man forstå en så kompleks og righoldig roman, er det en stor fordel, at man i sin fortolkning vælger at gå eklektisk til værks og anerkender, at man ikke kan få fat på værkets helmening gennem en reduceret analysemetode."
"Den verdensberømte litteraturforsker er for at sige det rent ud dødtræt af den nihilistiske dyrkelse af manglen på sammenhæng mellem det fiktive, æstetiske univers og den virkelighed, vi læsere og forfattere færdes i. Konsekvensen af denne nihilisme er ifølge Todorov, at kritikerne falder på halen for det vidtløftige og spektakulære litterære eksperiment og kerer sig mindre om, hvorvidt værket er menneskeligt vedkommende."
Han er "stærkt bekymret over, at litteraturen lever en skyggetilværelse som tvangsanbragt i en formalistisk ghetto. Han bryder sig heller ikke om, at den tekstsnære, strukturelle analyse er blevet en statsautoriseret pædagogisk metode, som alle landets skoler anvender. Og han har svært ved at forlige sig med, at litteraturkritikere over en bred kam holder sig for gode til at betragte tekst og verden som gensidigt forbundne størrelser og i stedet hæger om den litterære osteklokke."
"Jeg mener ikke, man skal bruge kostbar tid på at undervise i litteraturteori. Det er en kæmpe misforståelse, og jeg oplever, at alt for mange universitetsstuderende fortaber sig i de teoretiske tekster."
"Gør det noget, at studiet af litteratur bliver eklektisk? Litteratur er netop en sammenblanding af alt muligt. Lad os tage en stor roman af Dostojevskij. Den giver en sublim indføring i psykologiske, historiske, sociologiske og moralske spørgsmål og indeholder et væld af emneområder, som læseren skal forholde sig til. Skal man forstå en så kompleks og righoldig roman, er det en stor fordel, at man i sin fortolkning vælger at gå eklektisk til værks og anerkender, at man ikke kan få fat på værkets helmening gennem en reduceret analysemetode."
"Den verdensberømte litteraturforsker er for at sige det rent ud dødtræt af den nihilistiske dyrkelse af manglen på sammenhæng mellem det fiktive, æstetiske univers og den virkelighed, vi læsere og forfattere færdes i. Konsekvensen af denne nihilisme er ifølge Todorov, at kritikerne falder på halen for det vidtløftige og spektakulære litterære eksperiment og kerer sig mindre om, hvorvidt værket er menneskeligt vedkommende."
Abonner på:
Kommentarer (Atom)